Kristina
Jeg blev påkørt en november aften. Jeg husker tydeligt lugten, kulden og mørket. Jeg havde ondt, mine tanker fløj rundt. Jeg panikker og ser mig selv skrige ud i igenting. Ingen til at hjælpe, blot en motorlyd der brummer i baggrunden.
Jeg forsøgte mig med psykolog, men at skulle forklare hvorfor jeg blev ked af det, var umuligt for mig.
Et par år senere mødte jeg Niels, som fortalte mig om TFT behandling, hvilket efter min logiske forstand ikke kunne lade sig gøre. Jeg gik alligevel med mine tanker fra ulykken, var angst for mørke, og frygten for at blive ramt bagfra. Det sad som en elastik om mit luftrør og sten på mine skuldre, så jeg gav TFT en chance.
Jeg blev placeret i en stol med Niels ved min side. Jeg fik forklaret, at jeg skulle tænke på hændelsen, mærke elastikken, mærke stenen i maven, og holde fokus på følelsen. Efter kort tid i TFT-behandlingen havde jeg svært ved at holde fast. Jeg havde svært ved at holde fokus på det ulidelige, men blot efter 3 behandlinger kan jeg nu gå ude på gaden, cykle i trafikken og lufte hunden om aftenen.
Jeg kan stadig tænke mit, om bilerne der kører forbi, mørkets hemmeligheder. Alt det man ikke kan se, eller kontrollere. Ulykken er ikke længere en blokade i mit liv. Min kæreste kan endda forskrække mig uden at jeg bryder grædende sammen. Jeg har fået en god tilværelse med ulykken i baggagen, men uden frygten og uden hadet til personen der påkørte mig. Det kan jeg kun takke Niels og TFT-behandlingerne for. Det var det hele værd.”